Ultralydsscanning

Anvendelse af ultralyd i medicinsk diagnostik har været kendt siden 1950’erne. Siden da har den teknologiske udvikling højnet undersøgelsens kvalitet. Ultralyd er lydbølger med en frekvens, der er højere end det menneskelige øre kan opfatte, dvs. over 20 kHz. I ultralydsapparatet dannes lydbølger med en frekvens på 2 til 20 MHz, men oftest anvendes frekvenser i området 2,5 til 7,5 MHz. Ultralyden fremkommer ved, at piezo-elektriske krystaller sættes i svingninger når de udsættes for elektriske impulser. Ultralyd sendes ind i kroppen via en transducer i kontakt med hudoverfladen. Lydbølgerne reflekteres fra grænseoverflader mellem forskellige typer væv og registreres atter af transduceren. De tilbagekastede lydbølger omdannes til et billede på skærmen.

Ultralydsscanning er i dag en hyppigt anvendt undersøgelse til konstatering af en lang række sygdomme. Ultralyd anvendes eksempelvis til diagnostik af hjertesygdomme (ekkokardiografi), til undersøgelse af mavens organer (abdominal ultralydsscanning), til fosterscanning og til konstatering af lidelser i bevægeapparatet, fx blodpropper i de dybe blodårer eller ledbetændelse. Ultralydsscanning udmærker sig ved at være en let tilgængelig, patientvenligt og strålingsfri undersøgelsesmetode. Billedkvaliteten og det diagnostiske udbytte kan forringes ved overvægt og ved tilstedeværelse af luft; eksempelvis luft i tarmen eller hvis en del er lungen er lejret hen over hjertet.

Kilde: Hofer M. Ultrasound Teaching Manual – The Basics of Performing and Interpreting Ultrasound Scans. Thieme, 1. udgave, 1999.

Til toppen