Protein, æggehvidestof
Et protein er en lang kæde af aminosyrer. Oftest består proteiner af hundredevis og endda op til flere tusinde aminosyrer. Korte aminosyrekæder kaldes ofte for peptider. Aminosyrer kobles til hinanden i en peptidbinding, hvorunder der fraspaltes et vandmolekyle. Koden til kroppens proteiner findes i arvematerialet (DNA) beliggende i cellens kerne. DNA'et kopieres i cellekernen til et mRNA (m = messenger), som flyder ud i cellen, hvor det oversættes til et protein bestående af en specifik rækkefølge af aminosyrer. Når proteinet er dannet kan det udøve sin funktion. Proteiner i kroppen er forskelligartede og har mange funktioner. Eksempelvis kan nævnes enzymer i fordøjelsessystemet, muskelproteiner og hormoner (fx insulin).
Kilde: Stryer L. Biochemistry. Freeman, fourth edition, 1995.
Til toppen
|