Mave-tarmkanalen

Fordøjelsessystemets funktion er at nedbryde føden til bestanddele, der kan optages fra tarmen og udnyttes i kroppens organer (muskler, hjerne, hjerte etc.). Mave-tarmkanalen består af mundhulen, svælget, spiserøret, mavesækken, tolvfingertarmen, tyndtarmen, tyktarmen og endetarmen. Mundhulen strækker sig fra læberne til de forreste ganebuer foran mandlerne. Mundhulens funktion er at findele maden og tilblande spyt, så den kan passere gennem spiserøret til mavesækken. Fordøjelsen starter allerede i mundhulen, idet spyttet indeholder enzymet alfa-amylase, som nedbryder kulhydrater. Spiserøret er et muskulært rør med en ringmuskel i hver ende. Maden drives gennem spiserøret vha. en kontrolleret sammentrækning af muskulaturen; en såkaldt peristaltisk bølge. Mavesækken er et timeglasformet organ beliggende øverst i maven. Den fungerer som reservoir for den indtagne føde, og tilsætter mavesyre og fordøjelsesenzymet pepsin, der nedbryder proteiner. En ringmuskel i mavesækkens nederste del kontrollerer tømningen til tolvfingertarmen, hvor der tilsættes galde fra leveren og fordøjelsessafter fra bugspytkirtlen. Galden indeholder galdesyrer, der letter tarmens optagelse af fedtstoffer, og fordøjelsessafterne fra bugspytkirtlen indeholder enzymer, der nedbryder fødens kulhydrater, proteiner og fedtstoffer (hhv. glykosidaser, peptidaser og lipaser). Tyndtarmen er i afslappet tilstand fire til seks meter lang. Føden passerer gennem tarmen ved gentagne peristaltiske bølger. Den indre overflade er beklædt med en børstesøm (mikrovili), der øger arealet til ca. 200 m2. Gennem børstesømmen optages fødens fedtstoffer, sukkerstoffer, aminosyrer, vitaminer og mineraler. Tyktarmen er ca. 1,5 meter lang, og dens primære funktion er at optage vand og salte efter fordøjelsen. Herved reduceres afføringen til 50-200 gram per døgn. Endetarmen fungerer som reservoir indtil tømning af tarmen er mulig.

Kilde: Hansen NE, Haunsø S, Schaffalitzky de Muckadell OB. Medicinsk Kompendium, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 16. udgave, 2004.

Til toppen