Kulhydrater
Kulhydrater er en samlet betegnelse for sukkerstoffer. Kulhydraterne kan inddeles efter størrelse i monosakkarider bestående at et sukkermolekyle, disakkarider bestående af to sukkermolekyler og polysakkarider sammensat af flere sukkermolekyler. Det grundlæggende sukkermolekyle indeholder kulstof, hydrogen og oxygen og er hyppigst opbygget efter formlen CxH2xOx.
Eksempler på monosakkarider er glukose, fruktose og galactose, som alle har formlen C6H12O6. Monosakkariderne kan direkte absorberes over tarmens børstesøm og udnyttes i kroppens organer.
Sukrose (glukose-fruktose), laktose (glukose-galactose) og maltose (glukose-glukose) er eksempler på disakkarider. Sukrose er indholdsstoffet i almindeligt bordsukker. I tarmen nedbrydes disakkariderne til deres bestanddele. Eksempelvis nedbrydes sukrose af enzymet sukrase, og laktose nedbrydes af laktase.
Stivelse i eksempelvis mel er et eksempel på polysakkarider. Disse er opbygget af lange kæder af glukose. Kæderne kan enten være uforgrenede (amylose) eller forgrendede (amylopectin). I tyndtarmen nedbrydes stivelsen af enzymet amylase udskilt fra bugspytkirtlen.
Kilde: Stryer L. Biochemistry. Freeman, fourth edition, 1995.
Til toppen
|