Knogleskørhed, osteoporose

er en knoglesygdom, karakteriseret ved en lav knoglemasse, hvilket medfører nedsat styrke og øget risiko for knoglebrud. Primær osteoporose opstår efter 50 års alderen og forårsages af et fremadskridende tab af knoglemasse med stigende alder. Specielt hos kvinder medfører bortfaldet af det kvindelige kønshormon (østrogen) ved overgangsalderen at knogletabet accelereres. Sekundær osteoporose kan opstå som en følge af medicinsk behandling, leddegigt, sygdomme i fordøjelsessystemet m.fl. Risikofaktorer for udvikling af knogleskørhed er lav kropsvægt, tidligere knoglebrud, familiehistorie med knogleskørhed, tobaksrygning, høj alder og tidligt indsættende overgangsalder. Knogleskørhed giver ingen symptomer, men øger risikoen for brud ved selv lette traumer. Sygdommen kan konstateres med en speciel røntgenteknik kaldet DXA-scanning. Herved måles knoglernes mineraltæthed ved at vurdere deres evne til at absorbere røntgenstråling. I den medicinske behandling anvendes lægemidler, der øger mineraltætheden i knoglerne.

Kilde: Hansen NE, Haunsø S, Schaffalitzky de Muckadell OB. Medicinsk Kompendium, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 16. udgave, 2004.

Til toppen