Immunforsvar

Immunforsvarets opgave er blandt andet at beskytte kroppens indre mod invasion af mikroorganismer; eksempelvis virus, bakterier og svampe. Immunforsvaret består af en lang række celler, der hver især har specifikke funktioner. Alle cellerne stammer fra knoglemarven, hvor én stamcelle gennem mange celledelinger giver ophav til alle de færdigudviklede immunceller. Traditionelt inddeles immunforsvaret i det ikke-specifikke immunrespons og det specifikke immunrespons.

Immunforsvarets første reaktion på en infektion er det ikke-specifikke immunrespons. Heri indgår forskellige celletyper (eks.: makrofager og neutrofile granulocytter), der er i stand til at æde fremmede mikroorganismer. På overfladen af ”æde-cellen” er der molekyler (receptorer), der genkender proteiner på overfladen af bakterier. Kommer en ”æde-celle” i kontakt med en bakterie binder den sig til overfladen, hvorefter bakterien optages og nedbrydes. Efterfølgende udsendes molekyler (cytokiner) til blodet, som et signal om, at en fremmed mikroorganisme har invaderet kroppen. Cytokinerne har talrige funktioner i reguleringen af infektionen. Blodkarrene i området udvides og bliver utætte, hvilket er årsagen til rødme og hævelse. Ligeledes stimuleres leverens produktion af akut-fase-proteiner, som kan måles i blodet og udtrykker betændelsesreaktionens sværhedsgrad. Cytokinerne er også årsagen til feber og sygdomsfølelse. Det ikke-specifikke immunrespons udgør det primære forsvar de første 4-96 timer af infektionen. Immunresponset er hurtigt, men primitivt og har ingen hukommelsesfunktion.

De vigtigste celler i det specifikke immunrespons er T-lymfocytter og plasmaceller. Deres aktivitet stimuleres af ”æde-celler” og cytokiner fra det ikke-specifikke immunrespons. Når mikroorganismerne trænger ind i kroppen optages de af ”æde-celler” af typen antigenpræsenterende celler. Nogle af disse vandrer til lymfeknuderne og præsenterer antigenet for T-lymfocytterne, hvorved det specifikke immunforsvar aktiveres. T-lymfocytter i lymfeknuderne deler sig og vandrer efterfølgende ud i blodet. Cytokinerne bevirker, at der på indersiden af blodkarrene udtrykkes proteiner, som T-lymfocytterne binder sig til, hvorved de vandrer fra blodet ud i det inficerede væv. Her undergår T-lymfocytterne en modning til T-hjælperceller, som aktiverer og styrer makrofagernes funktion som ”æde-celler” og stimulerer andre lymfocytters udvikling til plasmaceller. Plasmacellerne udvikles fra B-lymfocytter, og er i stand til at producere antistoffer. Et antistof binder sig til overfladen af en bestemt mikroorganisme, hvorved den dræbes; enten ved aktivering af en kemisk reaktion (komplementkaskaden) eller ved at binding af antistoffet til en ”æde-celle”. Efter infektionen husker memory-B-lymfocytter, hvilken infektion immunforsvaret har reageret imod, og plasmaceller sørger for en vedvarende produktion af antistoffer. Ved fremtidig kontakt med samme mikroorganisme aktiveres det specifikke immunrespons hurtigt og sørger for effektiv bekæmpelse af mikroorganismerne inden en infektion opstår. Man siger, at kroppen er blevet immun overfor en bestemt mikroorganisme. Denne egenskab anvendes i vacciner mod specifikke infektionssygdomme.

Kilde: Janeway C A, Travers P, Walport M, Capra J D. Immunobiology. Churchill Livingstone, fourth edition, 1999.

Til toppen